SmåskriblerierPosted by Anders Hein 12 Aug, 2010 20:16:23So; this is
the first blog from my hand in a very long time. And then I dare to write in
English. And I do it to make sure that the right people understand just a
single word of what I am writing. I apologize immediately for all the errors I
make during the blog. It is true. I am incompetent, and I really should not try
to write in a foreign language. However, read if you want to… or don’t.
I wonder
what do people think when they invite someone they have never met before. I
know the question asked to the girl, I spent my vacation at. What if he is fat,
small and ugly? Well, no surprise. I am all of those things.
What if he is a maniac axe murderer like Norman Bates or Alex (A Clockwork
Orange)? Anyway, no blood was spilled during my holidays except from mine – no thanks
to you Branco the Kitty!
But that is
what I did. Travelled to visit a person that I have never met before. And hell,
she could be a bloodthirsty murderess too. I did not know. Luckily women (at
least in the novels) hardly ever use axes, guns etc. They only poison. So I
should rather be afraid to taste her food and watch my drinks. Men put roofies
in women’s drinks. Women put cyanide in men’s. Still I am alive. Suppose she
was not a murderess after all.
Nonetheless,
it was all weird. I always had prejudices against people who went away to meet
some stranger they had only talked with online. How miserable and desperate
they are. But there I was, doing just what I blamed other people for doing.
There really is nothing like double standards. And it was not like I had
planned an escape route if everything went wrong. If she DID try to kill me or
if we just found out that we had a terrible time. Luckily, I did not need to
rush to figure out the glorious Plan B.
And what a
welcome! Well, if I had expected a team of hardly dressed cheerleaders to
welcome me, I would have disappointed, but that might have been just a notch
too optimistic. So I was happy about the welcome. Some food, a beer and some
violins. Yea this was holiday! And I soooo did not want to move at all.
But eventually I had to move. If not to go to the little boys’ room or go to
bed then because Branco the Kitty had prepared his own welcome to me. Sharing
the contents of his stomach all over my right arm. Welcome to Croatia, my
friend. Hope you enjoy your stay! What a welcome. What a pleasant way to
connect what some people later described as a special bond between us! A bond
that was definitely sealed some hours later when the cat woke me up by biting
my toes and jumping on my head.
“Good morning, dear sir. Rise and shine! I need attention!”
I must
admit that it all went pretty well though. The roomservice was extraordinary.
Like: “When you sleep here, you are no longer a guest. Here is the glasses.
Here is the water. Try figure the rest out yourself.”
What a hospitality. What a generosity! I was astounded, petrified, yes almost
delirious!!! I really can recommend that 6-star Hotel. No place even in Dubai
can beat that!
That was just the place I was staying at. Then there was the guide. I could not
expect to find a more vivid and interesting guide anywhere. Showing me all the
interesting places almost on the first day (more or less at least). The local
bar, the place she walks the dog and many other special places you just have to
experience. Even her friends told her to relax so she didn’t get overexcited. They
even offered to take me on their own in case she got exhausted.
Only downside was that I got an inflammation at the root of one of my fingernails. And my finger swelled to look like ET's index finger. I swear if pointed in the right direction, I would have been able to phone home or contact other galaxies.
So yeah, it
was a very good vacation and it really broke my heart to leave. I can’t wait to
go back. If not for anything else, then to hear if my host/guide has learned to
pronounce “Aschenbecher” correctly. When I left, it sounded
more like “Arschenbecher” … and there is a slight difference. Or maybe to hear
people playing the violin.
Thanks for everything all of you. Or Hvala! It has been great. Next time I will
remember to take some photos before my camera fucks up.
And by the way. You
still need to teach me the other sentence you told me you would tell me at the
airport… the one besides: “Sorry, but jebati (was that the word).”
EftertankerPosted by Anders Hein 26 May, 2009 16:31:41Der er sgu så mange ting, som man ikke må. Man må ikke
klø sig. Hverken i navlen eller i røven. Man må ikke bøvse eller fyre en lille
hyggefis. Ingen kløen i øre eller bide negle. Og da slet ikke pille næse. Men hvorfor
ikke?
Fodboldspillere udgyder jo deres snot fra alle disponible kropsåbninger, og det
er jo ok, mener de fleste.
Man må spørge sig selv, om det er bedre at gå og snorke som
en kolerisk damptromle, fordi man har en kæmpebusser på tværs i trynen. Eller endnu
værre; gå med en halv meter snot dinglende ud af det ene næsebor. Det er jo
ikke altid, at man lige har noget lommetørklæde eller en halv toiletrulle ved
hånden. Og så er dyre råd selv sagt gode. Hvad satan gør man?
Her er der jo flere muligheder. Lade som om man nyser,
hoser eller gaber og så yderst gelinde føre pegefrans op efter slimklatten,
mens der høfligt holdes hånden for mund og tud. Det efterlader dog problemet
med at slippe af med den lille bugger.
Den virkeligt godt opdragede vil styrte af sted mod det
nærmeste lokum for at fjerne busseren. Svært, hvis man lige er startet på
maratonvisningen af Nibelungens Ring og ens næse lyder som skibsfløjten på Love
Boat.
Nørden vil nok prøve at overbevise folk om, at det er den nye mode. Det er
derfor, at nørder ofte er singler.
Den ulækre spiser dem. Deres skæbne er værre end nørdens.
Men; hvorfor er det lige, at etiketten er så vigtig? I
nogle asiatiske lande er det jo kutyme at bøvse og prutte for at tilkendegive,
at maden har været mægtig og mættende. Hvorfor så ikke lige cleare luftvejene
for den værste trafik for at indikere, at ”nøøøøj, du lugter fandenfløjtemig
godt. Du sender feromonerne direkte i dragrace mod frækkerten”? Eller for at
sige, at din mad virker som en gastronomisk orgasme for næseborene, eller der
lige skal laves gennemtræk for at kunne inhalere årgangsvinens bouquet.
Det går jo for pokker ikke at sige, at ”uha, jeg tror
sgu, at du dufter henrivende, bedårende og underskønt, men der er såmænd lige
en slimmidgårdsorm i trompetens luftrør, så jeg er sandt at sige ikke sikker i
min sag.”
Uanset hvad kan man jo ikke undgå, at der en gang i mellem dukker en lille
Carl-Mar ned fra bihulerne. Det er jo ganske naturligt. Lige som ræbet og
fjærten. Holder man bøvsen inde, ender luften jo med at komme ud i den anden
ende som en ’silent but deadly.’ Holder man fisen inde, ender man med
tarmslynge. Sådan er det bare. Holder man Carl-Mar inde i skallen, ender det
ganske sikkert med, at hjernen rådner op!
Nu siger jeg naturligvis ikke, at man frejdigt skal danse
nøgen, pruttende, bøvsende og næsepillende rundt gennem verden. Men ”skal det
ud, skal det ud,” som man jo siger. Så står man der med en langhåret,
skimmelbefængt, åndsforsnottet snottet, nærmest med benbegroet, med mos
modificeret, fra hjernen er du kommet, grøngul, flimrende, blafrende,
hyperaktiv, støjende mastodont af en busser oppe i næsen med længsel efter
pressefrihed.
Ja, så lad da staklen komme ud. Så længe man ikke placerer den under sædet i
bussen, knipser den efter folk eller sådan noget.
Altså; lad os da frelse bussemanden med et kort glid, og lad
den så blafre væk i vinden… som om den var en skid!
(skrevet mens journaliststuderendeaspiranterne skrev om
det samme emne til en klumme til årets optagelsesprøve på Danmarks
Journalisthøjskole)
EftertankerPosted by Anders Hein 26 Mar, 2009 09:26:29Nogle gange sprudler ens fantasi, når man hører et nyt udtryk, eller en forvanskning af et gammelt. Det sker ikke pokkers ofte, men når det så sker, skal man til tider også passe på, og kvæle ethvert latterudbrud og enhver upassende association.
Sådan havde jeg det, da jeg hørte udtrykket "Nye toner på bollerne". Hvem, der sagde det, er ganske underordnet, men der kan ikke herske nogen tvivl om, at der var mægtigt store problemer med at undertrykke en mastodontlatter og undgå enhver grim association.
Men nu kan jeg tillade mig det. Og jeg griner højlydt, mens jeg lader tankerne flyver. Så jeg vil komponerere. En genitial genialitet. En skridtsymfoni. Trioler i testiklerne og nocturner i nosserne. Det skal være røvballerock og nossefunk. Det skal være penispiano og klunkecongas. For da slet ikke at snakke om sædsax og ejakulationsetude.
Det skal være seksuelt æggende femtoler, der stryger sig som en em af skridtsved omkring tommehinderne og feromonerne skal fyge omkring de fremmødte. Der findes slet ingen grænser for, hvad musikken skal kunne have af betydning for verden. En musikkens svar på Joan Ørting. På speed.
Altsammen bundet sammen af strygere, slag, blæsere og i det hele taget blid kælen for tonerne. En gedigen
Air på sædstreng, der kan gøre Bach til Britney. Et veritabelt musikalsk orgie, der vil få kærligheden til at flyde ud i landet.
Men tænk sig. At fire små, ubetydelige ord, sagt i en forkert strøm i en anden kontekst kan give så megen tankevirksomhed. At der skal så lidt for at få fantatien til at erigere. Stik imod almindelig sund fornuft. Men skal man lade sig tanke- og talestrøm styre af almindelig sund fornuft, eller bliver begge dele blot hæmmet af at lade sig undertrykke af alle de ting, som eller mødre og svigermødre har prøvet at indprinte én gennem tiden? Kan man i det hele taget udnytte sit fulde potentiale, hvis man er den sunde fornufts tøffelhelt?
Nej, det er sgu med at lade tanke- og talestømmen løbe løbsk. Uanset reaktioner og anale associationer. Og jeg burde sgu have grine højlydt. De upassende associationer kan jeg nok ikke sige mig fri for at have haft, men jeg grinte ikke. Jeg ved ikke, hvad der var sket, hvis jeg havde grint. Det er også irrelevant nu, for det er for sent.
Måske får man virkelig ud af at tale før man tænker. For virkelig at få sit sande jeg ud. For at opnå det umiddelbare og få de flyvske idéer ud. Igen, det strider mod al sund fornuft, men på den anden side. Hvilke fede tanker har sund fornuft nogensinde givet?
Marts 2009Posted by Anders Hein 20 Mar, 2009 08:56:33
Endnu en tåre baner sig vej ned
ad hendes kind. Den er ikke alene, men bliver efterfulgt af en hel kohorte af
kumpaner, der kæmper mod tyngdekraften for ikke at give slip på hendes
øjenvipper. Ellers sidder hun helt stille, og stirrer bare lige frem. Bortset
fra, når hendes næse vibrerer i et snøft for at holde snotten tilbage, eller
hun tørrer næsen eller øjnene, så hun atter kan få et tilnærmelsesvis klart
udsyn. Hendes lommetørklæde er snart parat til at blive vredet. Sådan har hun
siddet det sidste kvarter.
Hun er langt fra alene i rummet. Flere hundrede mennesker sidder omkring hende.
Alle sammen med mere eller mere fugtige øjne. Det er bare hende, der er mest
påvirket.
Alt imens spiller musikken i baggrunden. Der er ikke rigtig nogen, der lægger
mærke til den. Heller ingen kigger på den grædende kvinde, bortset fra et par
stjålne, medlidende blikke ud af øjenkrogen. Om det er fordi, det er noget, man
bare ikke gør, er svært at sige. Hun sidder der i hvert fald helt alene med sin
gråd.
Men det er ikke en begravelse. Det er den skønneste sommeraften. Det er midt i
Filmbyen i Århus, og filmen er kun en halv time gammel. Der er over tre timer
endnu.
Den aften er efterhånden mange
år væk, men jeg husker den stadig tydeligt. Ikke kvindens ansigt, men hendes
tårer. Jeg havde set filmen før, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Det
betyder ikke, at der ikke blev knebet en tåre eller to undervejs, men så drastisk var det heller ikke. Meget
kan man sige om indere, men de der Bollywood skuespillere kan altså græde.
Filmen hedder Kabhie Khushi Kabhie Gham… eller på engelsk Sometimes happy,
sometimes sad. Og det er lige, hvad den er. En film, der dybest set handler om
kærlighed til sine forældre kontra kærligheden til en kvinde, der ikke er fra
samme samfundslag. Proppet med de store indiske stjerner; Amitabh Bachnan, Shah
Rukh Khan, Hritik Roshan, Rani Mukherji og Kajol.
Intermission. Der er et
kvarters pause, mens der bliver skrevet filmrulle. Som der er i langt de fleste
indiske film. Det ville også være noget nær selvpineri at skulle sidder fire
timer i stræk for at se en film. Den grædende kvinde tørrer de seneste tårer af
kinden, inden hun går ud for at få genoprettet væskebalancen. Et kvarters
frirum, hvor man bare kan snakke med dem, man har fulgtes med. Et kvarter uden
store følelser. Alligevel er der underligt stille. Som om, at folk skal fordøje
den første del af filmen. Som om, at de er for rørte til at tale. De står der
bare med deres øl. Kun dem, der har set filmen før snakker mere livligt. De
ved, hvad der sker. Hvordan den ender, og de er derfor ikke nær så påvirkede.
De ved jo, at det hele ender godt.
Og happy endings er noget, der
er til fælles for stort set alle Bollywood film. Som Shah Rukh Khan siger i Om
Shanti Om, så er filmen ikke slut endnu, hvis der ikke er en happy end. Den
eneste film, jeg har set endnu, der ikke overholder det kriterium, er Devdas.
Den ender til gengæld virkelig tragisk. Så er I advaret!
Men netop Kabhie Khushi Kabhie Gham… er et godt bud for folk, der gerne vil
prøve at se Bollywood film. Det er måske den største (men ikke den dyreste, det
er vist stadig Devdas) film indenfor genren.
Samtidig er Bollywood film ikke for alle. Der er mange, der vil rynke på næsen
af al den musik og dans, der er i filmene. Sagen er den, at det er forholdsvis
dyrt at komme i biografen i Indien, og derfor skal det også være turen værd. Og
derfor er det også filmmusikken, der dominerer hitlisterne derovre. Men er man
først grebet af filmene, er der heller ikke så meget at gøre. Så ser man dem,
når der endelig viser sig en mulighed for det. Også selv om man har set den
før. Og helst sammen med en masse indere. For eksempel i Scala Biografen i
København, der er den eneste i landet, der hele tiden viser Bollywood film. Det
er en speciel oplevelse, som man altid går smilende, om end småstum, fra.
Hun tørrer de sidste tårer væk
fra kinden, men bliver ellers siddende nærmest forstenet. Rulleteksterne løber
hen over lærredet, mens de fleste i salen rastløst begynder at nærme sig
udgangen. Hun bliver siddende. Lidt endnu. Mens den stemningsfylde titelmusik
fylder lokalet. Hun skal lige samle sig. Inden hun atter er parat til at møde
virkeligheden.
Udenfor er det ved at være mørkt. Tilskuerne har udskiftet lærredets stjerner
med stjernerne på himlen. Som de nu står og betragter uden at sige noget. Dem,
der er kommet i par, holder om hinanden. Helt stille. Filmen har ikke helt
sluppet dem endnu. Først i bussen på vej væk kan de snakke igen. Det var bare
ikke bare en film, men et næsten fire timer langt følelsesbombardement. Men det
havde i det mindste en happy end.
EftertankerPosted by Anders Hein 19 Mar, 2009 12:29:30
Jeg er en af dem, der er skide
bange for at se Confessions of a Shopaholic. Ikke fordi, at det er et
chickflick. Det er jeg fuldstændig lige glad med. Jeg har på den måde aldrig
været bange for at se tøsefilm. Nej, jeg er bange for, at jeg kan identificere
mig med hovedpersonen. Det er det, der gør mig bange.
Det er bare ikke sådan, at jeg kunne forestille mig selv i en kvindekrop. Slet ikke.
Overhovedet ikke. Men jeg har nok visse shopaholic træk, og det er det, der skræmmer
mig. For det er jo ikke ligefrem maskulint at kunne gå amok i en skobutik.
Jeg tænkte senest over det i
onsdags, da jeg snakkede med en god ven på fb. Hun skulle have en potentiel
lejer på besøg. Han læste filosofi og spansk og var samtidig glad for at lave
mad til andre. Jeg havde kun én kommentar til det. ”Bøsse.” Og så kom jeg
alligevel til at tænke.
Hmmm… jeg havde spansk på højt niveau i gymnasiet, check. Jeg har haft en del
filosofi gennem min strøm af uddannelser, check. Jeg elsker at lave mad og
mener dybest set ikke, at der findes ret meget bedre måder at bruge en lørdag
eftermiddag på end at glo i kogebøger for at finde noget lækkert at lave til
aften, check. Damn.
Bedre blev det ikke, da jeg
vurderede min tøjsamling, der klart er for lille. Eller min parfumesamling, der
klart er for lille. Eller min skosamling, der altid vil være for lille, no matter what!
Men hvad gør det her mig lige
netop til. Jeg har aldrig ønsket at
være kvinde. Jeg har aldrig haft lyst
til at være sammen med en mand. Og jeg nægter satme at lade mig påklistre den
grimme mærkat, metroseksuel. Det virker jo mere som en mand, der er sådan et
sted midt i mellem, og det er jeg heller ikke.
Og så er det jo, at jeg bliver forvirret. For jojo, jeg kan da godt se fidusen
i at spille lidt bold med gutterne eller se det med dem. Men mest på grund af,
at det hænger sammen med et alkoholindtag. For inderst inde er jeg sgu
ligeglad. Altså med sport. Noget, der gør så ondt, kan umuligt være sundt!
Så langt, så godt. Jeg er helt
sikker på, at jeg ikke har fået den forkerte krop. Men betyder det så at alle
dingenoterne inden i mit hoved er skruet helt rigtigt på? Og ønsker jeg
virkelig at være en eller anden, der helst bruger min tid og penge på fodbold,
når der er så mange sko ude i verden, der bare venter på, at jeg køber dem? Sagt
på en anden måde; er det virkelig så forbasket slemt, at være skruet lidt over
gevind rent mentalt? Jeg mener det ikke, men jeg kan på den anden side heller
ikke gøre noget ved det.
